23948sdkhjf

Prisfald på biler og tøj trak inflationen ned i januar

I januar blev de årlige prisstigninger opgjort til 1,5 procent. Det er et fald fra 1,9 procent måneden før

Det er som udgangspunkt en god nyhed for forbrugerne, at farten er blevet taget af prisstigninger de seneste år.

Men selv om inflationen er gået markant ned i gear sammenlignet med tidligere, at priserne fortsat betydeligt højere end for blot få år tilbage.

Det påpeger Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, på bagkant af den seneste inflationsopgørelse, der er offentliggjort mandag.

- Og det bliver danskerne mindet om ugentligt, hver gang der skal handles ind. Det holder danskernes økonomiske optimisme i kort snor, hvor forbrugertilliden har svært ved at rejse sig, skriver han i en kommentar.

- Den aktuelt lave inflation er dog et skridt i den rigtige retning til at få genoprettet danskernes økonomiske humør.

I januar lå inflationen på 1,5 procent, viser opgørelsen, som Danmarks Statistik har offentliggjort. Til sammenligning lød de årlige prisstigninger på 1,9 procent måneden før.

Mens prisstigninger på fødevarer og brændstof fortsat er to af de store bidragsydere til inflationen, trak prisfald på tøj og biler i januar i den modsatte retning.

Kigger man tre år tilbage, er forbrugerpriserne ifølge Jeppe Juul Borre ti procent højere i dag.

- Og ser vi isoleret set på fødevarer, ligger priserne mere end 20 procent højere, lyder det fra cheføkonomen.

Hos Arbejdernes Landsbank forventer man, at inflationen vil tage til i løbet af året. Den vil kunne komme op i nærheden af tre procent, vurderer banken.

Samme risiko ser man hos brancheforeningen Aktive Ejere.

- Hvis vi tager de internationale briller på og ser frem mod resten af 2025, er de eneste sikre konsekvenser af en eventuel handelskrig mellem USA og EU med gensidige, konkurrerende toldstigninger, at det vil hæve inflationen og dæmpe væksten, skriver Bo Sandberg, der er cheføkonom hos Aktive Ejere.

- Og her vil der være mange lande i EU, der er dårligere rustet til at klare et sådant tilbageslag end Danmark.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141